Om mig

Lenny Goldenberg bliver brandet

– en dialog mellem Lenny Goldenberg (LG) og Branding International (BI)

BI: Kan du fortælle noget om dig selv?

LG: Der er ikke meget at fortælle.

BI: Vi må finde en historie der er dig og kun dig. Hvornår og hvorfor begyndte du at lave lerbøger?

LG: Hvornår? For ca. 15 år siden. Hvorfor? Jeg kan lide at skrive - historier og sådan noget, men ingen forlag vil udgive mig. Så jeg udgiver min egne bøger i ler.

BI: Jeg var inde på din hjemmeside. Der så jeg et foto af dig i dit værksted, med en kop i den ene hånd og en 500 kroneseddel i den anden og et stor smil på læberne.

LG: Ja, en kunde har lige købt en kop og gav mig en 500 kroneseddel. Det er snart den første i måneden og hustrubidraget skal betales. Uheldigvis kunne jeg ikke give tilbage, så han tog ind til byen for at veksle… men det er seks måneder siden….

BI: En skam.

LG: Ja, men nu har jeg en anden aftale med kommunen.

BI: Godt. Men lad os komme tilbage til din historie. Jeg ser at du laver en serie kopper du kalder ”Imposter mugs”. (bedrager krus) Er du en bedrager?

LG: Nej, Jeg kan bare lide at måle mig med berømte mennesker. Måske vil noget af deres berømmelse smitte af på mig.

BI: Som ’Lenny’ Da Vinci måske. Lad mig nu se – du har lavet en keramisk søjle påtrykt billeder af musikinstrumenter. Ligger der en historie bag den?

LG: Ja, du må vide at jeg kommer fra en meget musikalsk familie. Både min mor og min far var musikalske. Fra barnsben af var jeg udsat for et musikalskt miljø. Det var min mors vane at skifte mig på klaveret. Hun mente vel at kontakten med klaveret ville gavne mig musikalskt…

BI: Et øjeblik, før du går videre, hvad med dette foto af en globus med et omvendt verdenskort påtrykt?

LG: Famous Explorers? Det omhandler Robert Scott, en opdagelsesrejsende, der omkom ved sydpolen. Det er hans sidste brev – Jeg var meget optaget af historien. Men for at komme tilbage til min historie: en dag da min mor var færdig med at skifte mig, forlod hun mig et øjeblik for at se hvem der ringede på, og jeg faldt ned fra klaveret. Hun fortalte mig nogle år senere at gæsten var en berømt tysk komponist, hvis navn jeg ikke kan huske lige nu, men da jeg faldt ramte jeg tangenterne og spillede, efter hendes mening, en meget smuk akkord som komponisten senere brugte som tema i en klaverkoncert….

BI: ’Goldberg Variationerne’ måske?

LG: Bestemt ikke...

BI: Hvad med dette foto? En serie kugler med kegler på?

LG: Det er bøjer – bøjebøger. Der er meningen at de skal flyde i vandet. Jeg var inspiriret af de mange bøjer jeg så på en sejltur til Stockholm. De er uundværlige for sejlerne. Ens liv er afhængig af dem. Men for at komme tilbage til min historie - denne oplevelse af at falde ned fra klaveret var ret nedslående. Senere, da jeg lærte at gå, lagde min mor forskellige musikinstrumenter rundt om mig på gulvet. Jeg tror hun håbede på at jeg ville vælge et af dem og starte på en musikalsk karriere.

BI: Virkede det?

LG: Ja, til sidst, efter en ret traumatiske tid. Jeg trådte igennem et par violiner. Jeg fik hovedet ind i en bastromme. Det franske horn var det værste - her måtte min mor ringe efter smeden for at skære mig fri. Der var et forældrepres ud over alle grænser. Min mor ville simpelthen ikke give op. Til sidst faldt jeg over en mundharmonika. Det blev mit instrument. Jeg lærte meget hurtigt at spille på den. Senere, kom jeg i musikskole og giorde store fremskridt - indtil jeg kom ud for denne mærkværdige ulykke. Jeg spillede ’Rhapsody in Blue’ for en lille tilhørerskare. Jeg var ret nervøs. Det var min første koncert. Jeg spillede på en af de meget små mundharmonikaer – en mini-mundharmonika. Der er en bestemt passage hvor man skal indånde flere gang i træk… for at gøre en lang historie kort, jeg slugte mundharmonikaen.

BI: Frygteligt, frygteligt. Men nu jeg kan se på disse fotos at du også laver brugsting. Her er et foto af en noget speciel tekande – én til venstre hånd. Hvad skal man bruge den til?

LG: Til en kejthåndet person, selvfølgelig. Men for at komme tilbage, det var enden på min musikalske karriere. Senere gik jeg på aftenskole på keramikholdet og det var det. Jeg spiller stadig mundharmonika en gang imellem, men kun med næsen og aldrig ’Rhapsody in Blue’.

BI: Meget interessant. Men alt det du har fortalt mig er ikke brugbart – at du som baby faldt ned fra et klaver, eller at du som ung mand slugte en mundharmonika eller at du er bagefter med hustrubidraget – det er ikke rigtig branding materiale.

LG: Jeg prøver bare at finde vigtige hændelser i mit liv.

BI: Ja, men ikke noget jeg kan bruge. Man skal være brandet med noget ekseptionelt – noget der vil brænde sig ind i folks bevidsthed. For eksempel – hvis du ser nogle unge smukke piger i en åben sportsvogn, hvad tænker du så på?

LG: Det vil jeg helst ikke sige.

BI: Du tænker selvfølgelig på at slukke din tørst med Coca Cola. Du tænker ikke på hustrubidraget. Ved du hvad: Jeg synes du skulle tage hjem og prøve på at finde noget bedre branding materiale. Kom tilbage når du har noget brugbart.